Bjørn Afzelius
Tusmørket i Caribien falder blødt over bjerg og dal.
Stjernerne over havnen er diamanter i tusindtal
Natvinden fra Havanna er tung af dufte og varm musik
Jeg tænker på det er derhjemme
På busrejsen fra Corima til byen føler man sig til fest
Selv om man er udlænding, er man der som en hædersgæst.
Her taler man med hinanden, ser hinanden i øjnene
Jeg tænker på hvordan det er derhjemme.
På kajerne her i havnen går ingen ludere mer på vagt
“Flickan ifrån Havanna” er steget ud af sin luderdragt
Før var hun flere tusinde, nu bygger hun fremtiden
Jeg tænker på hvordan det er derhjemme
Jeg ser ingen juvelerer eller pelshandlere i byen
Jeg ser heller ingen tabere eller bange
Jeg ser derimod at alle har et job og et sted at bo.
Jeg tænker på hvordan det er derhjemme
Jeg går mod Almendares parken og står ved et fornemt hus
Her boede engang de rigeste i et vanvittigt sus og dus
i dag er paladset plejehjem og skole for de små
Jeg tænker på hvordan det er derhjemme
“Patria o Muerte”: mer end mit liv er mit fædreland
Det står der på husfacaderne i Conimar
“Arbejdere foren jer verden over og gå til kamp”
Jeg t¾nker på hvordan det er derhjemme
Jeg går langs Maleconpromenaden, og føler mig rørt og stolt
Gr stærkt ind for socialismens ideer som samlede Cubas folk
At rejse sig mod de herskende og kaste dem langt ud i søen
Jeg tænker på hvordan det er derhjemme
På værtshuset i Conimar blir ingen fuld i sin ensomhed.
Hvor unge og gamle mødes lyder latter.
Og det som er berusende er styrken i vor sang
guantanamera – lyder i natten
—