Erik Grip
Jeg kan bedst med åbne vidder, nær ved havet vil jeg bo
Et par måneder om året, for at sjælen kan få ro.
Jeg er skabt til åbent landskab, hvor vindene får fart.
Hvor lærken synger himmelhøjt, og synger smukt og klart.
Der brænder jeg min brændevin og sanker selv min krydderurt,
og drikker det med velbehag, til sild og hjemmebag
Jeg er skabt til åbne vidder, nær ved havet vil jeg bo
Jeg ka’ bedst med fred og frihed, for både krop og sjæl.
Hvis du kommer fuld af stridslyst, ja så ser jeg helst din hæl.
Jeg er skabt til skumringstimer, og aftenbrisens sus.
Med hanegal, på afstand, og med langt til næste hus.
Men trods alt ikke længre end, at det kan ske en dag,
at jeg sidder under stjernerne og hører fest og sang.
Jeg kan bedst med fred og frihed, for både krop og sjæl.
Lad mig høre bølgen bruse, og mågens morgenskrig,
og lytte til konkylier med havets sange i.
Med det klare og det enkle er jeg på sikker grund,
når et ja er ja og nej er nej, og tvivlen holder mund
Så lægger jeg en krans af løv, et sted hvor runestene står
som vidner om en tanke der har holdt i tusind år.
Lad mig høre bølgen bruse, og mågens morgenskrig.
Jeg kan bedst med åbne vidder, nær ved havet vil jeg bo