Lars Lilholt
En mundharpespiller i tårnet
ved verdens yderste pynt
lover ly for stormen og sorgen
som før livet fik begyndt
da i dansede til de tøvende hjerters
elektriske violin
nede ved havnen hvor sømænd går i land
og han et øjeblik var din
Alting gik i stå mens de så
på hinanden undrende indeni
bad til at natten aldrig var forbi
aldrig var forbi
En mundharpespiller i tårnet
ved verdens yderste pynt
lover ly for stormen og sorgen
som før livet fik begyndt
da i dansede til de tøvende hjerters
elektriske violin
nede ved havnen hvor sømænd går i land
og han et øjeblik var din
Det var noget glemt der fik liv
Før hanen galede anden gang
neden ved havnen hvor tågen hang
da kærligheden kom til byen
.
En mundharpespiller i tårnet
ved verdens yderste pynt
lover ly for stormen og sorgen
som før livet fik begyndt
da i dansede til de tøvende hjerters
elektriske violin
nede ved havnen hvor sømænd går i land
og han et øjeblik var din
Han har aldrig vænnet sig til
at hun satte sig dybt ind‚ i hans sind
som et hvidt lys en Latter lidt pudder på en kind
lidt pudder på en kind
En mundharpespiller i tårnet
ved verdens yderste pynt
lover ly for stormen og sorgen
som før livet fik begyndt
da i dansede til de tøvende hjerters
elektriske violin
nede ved havnen hvor sømænd går i land
og han et øjeblik var din
og hvem vil stå i vejen
hun vil ikke og dog bli´r det ved med at svie
fordi hun aldrig bad ham om at bli´
bad ham om at bli´
En mundharpespiller i tårnet
ved verdens yderste pynt
lover ly for stormen og sorgen
som før livet fik begyndt
da i dansede til de tøvende hjerters
elektriske violin
nede ved havnen hvor sømænd går i land
og han et øjeblik var din
nede ved havnen hvor sømænd går i land
og han et øjeblik var din